Når livet slår
Jubeloptimist – ikke jubelidiot. Der er en verden til forskel. Når du læser videre, synes du muligvis, at jeg er mere jubelidiot end jubeloptimist. Men pyt med det. Jeg går med jubeloptimisten, og jeg tror på, at det (måske) kan gøre en verden til forskel.
Jeg fik konstateret MS i november 2016. Man kunne tro, at MS står for Monster-Spasser-sygdom, men det står faktisk for Multipel Sclerose.
Jubelidioti og bitre fortrydelser
Lige da jeg fik diagnosen, var jeg ikke ukuelig optimist. Jeg følte mig nok mere som en idiot uden jubel foran. Hvor smart var det at gå rundt i så mange år uden at reagere på tydelige symptomer på MS?
Ikke synderligt smart, skulle jeg hilse og sige. Det gik jeg så rundt og rodede lidt med og fortrød bittert i nogen tid.
Da jeg var færdig med at fortryde, bestemte jeg mig for at blive ukuelig optimist. Det har jeg været lige siden. Med regelmæssige nedture, hvor jeg blev til en idiot uden jubel. Sådan er det stadig. Op og ned. Som det er for de fleste på forskellige måder alt efter, hvad livet byder os.
For hvem ved – måske havde jeg siddet i kørestol, hvis jeg havde smidt jubeloptimisten overbord?
Men jeg husker, at jeg dér i slutningen af 2016 besluttede mig for at blive mine MS-symptomer kvit. Fint nok at sygdommen fandtes i min krop. Fred være med det.
Jubeloptimisme og de gode historier
Men jeg havde læst en masse om alt muligt om MS og en masse gode historier om folk, der nærmest blev symptomfrie. Så det besluttede jeg mig for også at gå efter.
Jeg læste alle de gode historier og blev inspireret. Der er fordele og ulemper ved sådanne historier. Fordelene handler om, at man bliver motiveret. Ulemperne handler om, at det ikke helt tydeligt fremgår, hvor meget de mennesker har kæmpet. De har nærmest satset alt! Og muligvis lidt mere.
Dét som talte mest til mig ved de historier, var det her med træning og at fjerne (næsten) al stress. Især det med træning var overkommeligt for mig, fordi jeg altid har elsket at træne og være fysisk aktiv.
Monster-spasser-sygdom og jantelov
Så da jeg gik ind i 2017 bestemte jeg mig for at gå. Det var nemlig dér, jeg var blevet mest ramt af MS´en. Jeg havde svært ved at gå. Så jeg tænkte, at hvis jeg bare går og går og går og langsomt øger både hastighed og distance, så kunne det da kun gå fremad – og en skønne dag kunne jeg sikkert løbe en halvmarathon igen (eller ihvertfald fem km).
Men dér måtte optimisten vige for idioten. Så enkelt var det nemlig ikke. MS er ikke til at spøge med. Hver gang der er noget, der går fremad, skal den nok lige sørge for at stikke sit fede, grimme fjæs frem og trampe på én. Det er, som om den har indgået en aftale med janteloven om, at man fandme ikke skal tro, man er noget.
Sådan blev det tit for mig. Når jeg trænede en vis legemsdel ud ad bukserne – og nød det – og troede, at nu var jeg på vej tilbage, så fik jeg lige lidt for travlt eller blev lidt forkølet, og så var der kun én vej, og det var lukt ned i helvede – med MS´ens lede fjæs lige op i ansigtet på mig.
Og så var det ellers at kæmpe sig op igen. For at blive slået ned igen.
Både værre og bedre
Summa sumarium er, at jeg ikke er blevet bedre. Jeg er muligvis heller ikke blevet dårligere. Jeg er i bedre form, end jeg har været i mange år. Jeg har flere muskler, end jeg nogensinde har haft. Jeg er mere udholdende, end jeg var i 2016. Jeg er mindre stresset, end jeg har været i mange år.
Lidt træning gør lidt forskel. Meget træning gør stor forskel.
Men jeg går ikke bedre. Måske endda lidt værre. Men det er meget op og ned og afhængig af dagsformen.
Ikke en gang vampyrmedicinen Fampyra har gjort underværker, sådan som jeg havde troet eller håbet. Godt nok går jeg i teorien 66% hurtigere end før vampyrmedicinen, men kvaliteten er ikke god, og bivirkningerne er på en måde, så det muligvis ikke opvejer ulemperne.
Da jeg gik ind i 2017, var det således som ukuelig optimist og med troen på, at jeg kunne blive meget bedre.
Fordi de sidste to år også har lært mig, at jeg ikke er perfekt. Det var jeg muligvis ikke helt klar over inden.
Nu, to år efter er jeg ikke blevet raskere, så er det ikke på tide at skifte jubeloptimisten ud med jubelidioten eller måske snarere jubelrealisten?
Nej!
For hvem ved – måske havde jeg siddet i kørestol, hvis jeg havde smidt jubeloptimisten overbord?
Mange skruer at skrue på endnu
Der er mange flere skruer, jeg kan skrue på, inden jeg udskifter optimist med idiot eller realist. Og jeg husker mig selv på de knapper, jeg faktisk har fået skruet på de sidste to år:
Jeg har skruet på stress-knapperne, taget konsekvensen og er blevet selvstændig. Det har ikke fjernet stressen helt. På nogle områder måske tværtimod, fordi al begyndelse er svær eller ihvertfald stressfremkaldende.
Jeg har været selvstændig i fire måneder, jeg er glad og tilfreds, men jeg er på nogle områder også mere stresset end tidligere. Især ift. økonomien – som selvstændig arbejder man en masse timer uden at få betaling for det, og indtægten svinger fra måned til måned. Som ”lønslave” ryger samme beløb ind på kontoen hver måned.
Vi tænker måske, at to år er lang tid. Men i forhold til hvad?
De sidste to år har jeg også erfaret, at træning gør forskel. Lidt træning gør lidt forskel. Meget træning gør stor forskel. Jo mere jeg træner, jo bedre har jeg det. Det er noget af dét, som er blevet meget tydeligt for mig de sidste to år.
Ritualer og overgange
Jeg har det lidt stramt med nytårsfortsætter. De er ofte for urealistiske og for store, og det ender oftest med, at vi slår os selv i hovederne med dem i stedet for at blive hjulpet af dem.
Men de er ikke kun af det onde. For i alle tider har vi haft brug for ritualer. Når vi siger farvel til et år og går ind i et nyt, gør vi status over det forgangne år. Det interessante er ikke, hvad vi ikke har formået, men hvordan vi forholder os til dét, vi har formået eller ikke formået. Hvad det er for tanker, der opstår ud af de tanker.
For mit vedkommende handler det om, at jeg kan se, at jeg har brugt 2017 og 2018 på at forstå, kæmpe, lykkes, mislykkes, lære, erfare og blive klogere af min lortesygdom.
MS er ikke til at spøge med. Hver gang der er noget, der går fremad, skal den nok lige sørge for at stikke sit fede, grimme fjæs frem og trampe på én. Det er, som om den har indgået en aftale med janteloven om, at man fandme ikke skal tro, man er noget.
Jeg har gjort mange givende ting i 2017 og 2018. Fx det med stress, arbejde og træning. Der, hvor jeg gerne ville have gjort en større indsats, er omkring kosten.
Om at gå ydmygt, men fortsat jublende ind i 2019
Jeg spiser ok sundt. Men de fleste af de føromtalte positive historier handler også om skrappe kostomlægninger. Det har jeg endnu ikke formået. På dumme dage har jeg igennem de sidste to år hadet mig selv lidt over ikke ”bare” at komme ordentligt igang med en kostomlægning.
Hvor svært kan det være? Faktisk svært! Især med alle de forandringer, jeg allerede er lykkes med i løbet af de sidste to år. Derfor gider jeg ikke slå mig selv i hovedet med, at jeg ikke er lykkes med kostomlægning. Jeg har haft for travlt med de andre forandringer.
Da jeg var færdig med at fortryde, bestemte jeg mig for at blive ukuelig optimist.
Vi tænker måske, at to år er lang tid. Men i forhold til hvad? For mit vedkommende har det taget to år at komme hertil. Til hvad? Til indsigt måske? Indsigt omkring, at intet er let eller enkelt. Indsigt omkring, at ting tager tid. Indsigt omkring, at forandringer er livslange.
Jeg går derfor nu ydmygt ind i 2019 med drømmen om, håbet om, ønsket om, at omlægge min kost ganske drastisk.
Jeg har ikke været klar. Jeg har været optaget af at lande i min lortediagnose, optaget af træning, optaget af arbejdslivsomlægning.
Kom an, 2019
Må 2019 blive året, hvor jeg lykkes med dét med kosten. Og med nogle gange at falde i et hul. Sådan som jeg har gjort så mange gange før. Fordi de sidste to år også har lært mig, at jeg ikke er perfekt. Det var jeg muligvis ikke helt klar over inden.
Man kunne tro, at MS står for Monster-Spasser-sygdom, men det står faktisk for Multipel Sclerose.
Godt nytår derude – og må dit 2019 blive året, hvor du bliver klogere, falder i huller, kravler op af huller, lykkes og mislykkes. Og beder om hjælp, når noget er svært. Det er jeg også kun så småt begyndt på. Så lidt mere af det i 2019 også.